Hinsidan

Jeg har længe haft lyst til at citere denne lille tekststump (fra 1894) af August Strindberg, der udover sine litterære skrifter også malede nogle fremragende små lærreder.
Her et glimt ind i en ekstremt levende fantasi, der paradoksalt nok næres af en betingelsesløs realistisk betragtning af de tilfældige indfald og stemningsskift, som livet jo er.
Mon ikke teksten her er blevet til efter samme princip?

Nye kunstretninger eller tilfældigheden i kunstnerisk skaben

Af August Strindberg

Det fortælles at malajerne laver hul i bambusstammerne som vokser i skovene. Så kommer vinden, og de vilde lytter liggende på jorden til symfonier opført af disse kæmpe vindharper. Det mærkelige er: hver og én hører sin egen melodi og harmoni afhængigt af de uberegnelige vinde. Det er kendt, at vævere anvender et kalejdoskop for at fremkalde nye mønstre, og overlader det til den blinde tilfældighed at sammensætte de malede glasstumper. Straks jeg kommer til Marlotte, den velkendte kunstnerkoloni, går jeg ind i spisesalen for at se de berømte paneler. Nuvel! Jeg ser: dameportræt; a ) ung b ) gammel etc. Tre krager på en gren. Meget dygtigt udført. Man ser straks, hvad det forestiller. Måneskin. En ganske lys måne, seks træer, stille, spejlende vand. Måneskin – javel! Men hvad er det for noget? Det er netop dette indledende spørgsmål som giver den første nydelse. Man må lede, erobre, og der findes intet behageligere end at fantasien sættes i bevægelse.

Hvad er det så for noget? Malerne kalder det for ”paletskrab” , hvormed menes at når arbejdet er afsluttet, skraber kunstneren farveresterne sammen, og hvis han føler sig oplagt, laver han en skitse af en slags. Foran dette panel i Marlotte standsede jeg betaget. Der var en harmoni i farverne, meget forklarligt for resten, idet alle havde hørt til det samme maleri. Befriet for bekymringerne for at digte farverne sammen er kunstnerens sjæl  tilbøjelig til fuldstændigt at bruge sine  kræfter på konturen, og da hånden fører paletkniven på må og få med naturen som forbillede uden at kopiere den, åbenbarer helheden sig som en vidunderlig blanding af ubevidst og bevidst. Det er den naturlige kunst, hvor kunstneren arbejder som den lunefulde natur og uden fastsat mål. Undertiden har jeg efter nogen tid genset disse ”skrabepaneler”, og altid fundet noget nyt, alt efter min sindstilstand. Jeg ledte efter en melodi til en enakter kaldet Samum, som udspillede sig i Arabien. Med det for øje stemte jeg min guitar slumpmæssigt. Løsnede skruerne på må og få, indtil jeg fandt en akkord, som gav mig indtryk af noget overordentligt særegent uden at sprænge det skønnes grænser. Melodien blev accepteret af skuespilleren, som havde rollen, men teaterdirektøren, realist til det ekstreme, krævede en autentisk melodi, efter han blev opmærksom på, at min ikke var ægte. Jeg lod anskaffe en samling arabiske sange, viste direktøren dem, som forkastede alle sammen, og endte med at finde min lille vise mere arabisk end de ægte. Sangen blev fremført og indbragte mig en vis succes, eftersom en populær komponist kom og bad mig om tilladelse til at skrive hele musikken til mit lille skuespil med udgangspunkt i min ”arabiske” melodi, som han var blevet grebet af.  (...)

Engang fik jeg det indfald at modellere en bedende yngling i ler efter antikt forbillede. Han stod der med sine løftede arme, men jeg var skuffet over ham, og i et udbrud af fortvivlelse lagde jeg min håndflade på den ulykkeliges hoved. Se! En metamorfose, som end ikke Ovid kunne have drømt om. Under slaget flades den græske frisure til og bliver som en skotsk baret, som dækker ansigtet. Hovedet og halsen trykkes ned mellem skuldrene, armene synker ned, så at hænderne bliver tilbage i højde med øjnene under baretten, benene vrider sig, og knæene nærmer sig hinanden, og det hele er blevet omformet til en niårs dreng, som græder og skjuler sine tårer bag hænderne. Efter lidt efterbearbejdning blev statuetten gjort færdig, det vil sige, betragteren fik det ønskede indtryk. Bagefter i mine venners atelier improviserede jeg en teori om den automatiske kunst:  Mine herrer, I husker drengen i folkeeventyret, som vandrer i skoven og får øje på elverpigen. Hun er skøn som en dag, har smaragdgrønt hår osv. Han nærmer sig, og hun vender ham ryggen, som ser ud som en træstamme. Åbenbart har drengen ikke set andet end en træstamme, og hans livlige fantasi digter resten. Det er hvad, der er sket med mig mange gange. En skøn morgen jeg går i skoven, kommer jeg til en indhegning. Mine tanker er langt væk, men øjnene iagttog en ukendt, mærkelig genstand, som lå på jorden. Det ene øjeblik var det en ko, straks efter to bønder, som omfavnede hinanden, derefter en træstamme. Derefter… Denne skiften af sanseindtryk behager mig … viljen griber ind og jeg vil vide mere … jeg ved, at bevidsthedens tæppe skal gå op … men jeg vil ikke .. nu er det en frokost i det grønne, man spiser… men figurerne er ubevægelige som i et panoptikon  … åh… det er … det er en efterladt plov , hvorpå bonden har hængt sin frakke og rygsæk . Alt er sagt! Der er intet mere at se! Fornøjelsen er væk! Udgør dette ikke en analogi til den for masserne så uforståelige malerkunst. Først registrerer man ikke andet end et kaos af farver, derefter begynder det at se ud af noget. Med ét fikseres et punkt som kærnen i en celle, den vokser, farverne grupperer sig rundt, hober sig op, der dannes stråler, som skyder grene, kviste som iskrystaller på vinduesruderne… og billedet viser sig for betragteren, som bistod han ved maleriets skabelse. Og hvad der er mere værd: maleriet er til stadighed nyt, skifter ved belysningen, trætter aldrig, liver op igen udstyret med livets gave.

I ledige stunder maler jeg. For at kunne mestre materialet vælger jeg et mellemstort lærred eller hellere en træplade, så jeg kan få maleriet færdigt på to eller tre timer, så længe min inspiration varer. Jeg beherskes af et ubestemmeligt motiv. Jeg forestiller mig et skyggefuldt skovinteriør, hvorfra man ser havet i solnedgangen. Altså: med paletkniven, som jeg bruger til formålet - jeg har ingen pensler! – fordeler jeg farverne over fladen, og der blander jeg dem, så jeg får noget, der ligner en tegning. Midterpartiet forestiller havhorisonten, nu udbreder skovinteriøret sig, grenene, trækronerne gruppevis i farver, fjorten, femten, hulter til bulter men altid harmonisk. Lærredet er dækket, jeg går på afstand og ser! Det var som Fanden! Jeg ser ikke noget hav. Det belyste midterparti viser et uendeligt perspektiv af rosa og blåagtigt lys, hvor luftige, ukropslige, ubestemmelige væsener svæver omkring med slør af skyer. Skoven er blevet til en dunkel underjordisk grotte spærret af krat. Og forgrunden – lad os se hvad det er – klipper dækket af lav, som ikke findes nogen steder – og der til højre har kniven glattet for meget på farverne, så de ligner spejlinger i en vandflade – nej, se! Det er en dam! Glimrende! Hvad nu? Oven over vandet er der en hvid og rosa plet, hvis oprindelse og betydning jeg ikke kan forklare. Et øjeblik! - en rose! -  Kniven arbejder to sekunder, og dammen er indrammet af roser, roser, hvilken mængde af roser! En let berøring her og der med fingeren, som blander de modstræbende farver, de smelter sammen og dæmper de hårde farvetoner, tynder ud, løser op – og dér er maleriet! Min hustru - i øjeblikket min gode veninde - kommer frem, gribes af betagelse foran ”Tannhäusergrotten”, hvorfra den store slange (det vil sige mine flyvende feer) snor sig ud i underlandet, og  katosten (mine roser!) spejler sig i svovlkilden (min dam!) osv. I en uges tid beundrer hun ”mesterværket”, vurderer det til tusinder af francs, forsikrer at det får plads på et museum osv. Otte dage senere er vi kommet ind i en periode af hadsk antipati, og i mit mesterværk ser hun kun en dynge møg! Og så siger man, at kunsten er en ting i sig selv - ! ( … ) Fremtidens kunst (som kommer til at forsvinde som alt andet!).
Kopier naturen, efterlign frem for alt naturens måde at skabe på.

 


Teksten er oprindeligt skrevet på fransk i 1894, og publiceret i Revue des Revues d. 15. november samme år. Hvem der er ophavsmanden/kvinden til denne oversættelse fortaber sig desværre i det uvisse.