Jeg forsøger altid at udtrykke tingene, som de er – uden besmykkelse af lånte fjer eller sofistikerede gimmicks. Ofte inddrages erfaringer fra mange forskellige områder – det kan indimellem få en næsten encyklopædisk karaktér.
Min metode er ikke fri association (det findes ikke, tror jeg), men på grundlag af et langt og fortløbende studium af andre billeder og visuelle fænomener generelt arbejder jeg med en impulsåben tilgang til maleriet. I virkeligheden handler det om at opstille de mest frugtbare spilleregler, skabe det bedste grundlag og sætte ind, når situationen er til det.
Det interessante er faktisk hverken idérigdom eller livlig fantasi, men i stedet hvad der rent faktisk bliver malet. Det er igennem handlingen, arbejdet med materialet (malingen/stofligheden) at billederne bliver til – i sidste ende guidet af intuitionen. For hvad og hvordan skal man male? Og hvornår skal man stoppe? Spørgsmål der ikke kan besvares ved et skrivebord med en kop kaffe i hånden. Der skal arbejdes, ses, sanses, laves nye udkast, efterprøves osv.

Efter mange år med tilegnelser og (nærmest) skamløs brug af særligt europæiske arketypiske motiver og figurer, er der opstået det mærkelige, at denne figurative symboltyngde på en måde har slidt sig selv op. Derfor har jeg de seneste 6-7 år i stigende grad arbejdet med at opløse motiverne og de læsbare tegn, og forskudt fokus fra figuration til farve. Det lyder enkelt, men er egentlig et stort skred.

Billederne har det til fælles, at de hver især har haft som ledetråd at præcisere en farveverden – sjældent helt monokrom – oftest en sammensat nuancerig farveverden, porøs og vibrerende, lysende. Jeg vil være forsigtig med at tillægge de enkelte farver entydigt symbolsk indhold, men nøjes med at konstatere at farven er en substans i sig selv.

Hvis nu et kunstværk alene var et produkt af en gennemreflekteret bevidsthed, hvor der kunne redegøres for hver enkelt kvadratcentimeter på fladen – hvilke beslutninger der var taget og hvorfor – ville det hele nok se mere overbevisende ud i snæver forstand.
Men sandheden er jo, at trods dannelse og forsøgene på kontrol, er der ”store hvide pletter på landkortet”, store kræfter, der ikke altid kan tøjles. Det er på en og samme tid både skræmmende og et kolossalt potentiale. Som maler vælger jeg at opfatte det som en ressource, simpelthen fordi det virker berigende og måske endda er en kilde til erkendelse at udnytte disse (ubevidste) kræfter.

Helt blottet for bevidsthed er arbejdet dog ikke. Selvom jeg ikke har noget kunstnerisk program (det er alt for begrænsende) er der dog ”problemer”, der går igen fra billede til billede. At der trods lærredets/papirets fladhed meget let opstår illusionistiske rum i samme øjeblik man påfører lidt farve er en kendt sag. Men hvad er det for rum? Og hvordan forholder dette sig til det (i vestlig tradition) dominerende individuelle synspunkt baseret på liniarperspektivet? At dette liniarperspektiv har været problematiseret (af især malere) gennem mere end hundrede år, har mærkeligt nok ikke rokket særligt ved dets dominans, som især kommer til udtryk ved fotografiet visuelle magt. I dag hvor alle kulturer har berøringsflader med hinanden er det imidlertid blevet tydeligt, at liniarperspektivet er en vestlig idealistisk konstruktion, der i stedet for at være en kilde til oplysning og erkendelse snarere står i vejen og fungerer som blændværk eller endnu værre; er en del af det sprog der konsoliderer de (kulturelle, økonomiske og politiske) magtstrukturer verden tydeligvis lider under.

Derfor ligner malerierne ikke fotografier. Maleriet har nok interessen for lys til fælles med fotografiet, men ikke forholdet til tid, rum og synsvinkel. De nærværende malerier er, udover at være maling på flader, udkast til andre former for opfattelse af tid og rum, som forhåbentligt kommer sandheden nærmere.


Teksten er et uddrag af oplæg til ‘Galleri Ved Kirken’ – sommeren 2015.